Arbejdsmiljø

Da der kom skimmelsvamp på kontoret, trådte Kira Fun Mosbæk-Nielsen i karakter. Nu kan hun blive årets arbejdsmiljørepræsentant

11. september 2025 kl. 6.00
Kira Fun Mosbæk-Nielsen er nomineret til prisen som Årets arbejdsmiljørepræsentant 2025 | Foto: Privatfoto
Politiassistenten Kira Fun Mosbæk-Nielsen lagde en ære i, at hendes kolleger skulle bruge så få af deres ressourcer som muligt, da hele kontoret skulle flytte. Hun er nomineret til Årets arbejdsmiljørepræsentant 2025.

Kira Fun Mosbæk-Nielsen fik sig noget af en overraskelse, da Peter Mygind, der skal være vært på Årets TR 2025, fortalte hende, at hun var en af fem finalister til prisen Årets arbejdsmiljørepræsentant 2025. 

“Lige i momentet føltes det helt uvirkeligt, men nu hvor jeg har haft tid til at mærke efter, er jeg virkelig, virkelig glad for, at mine kolleger har set, hvor meget jeg gør,” siger Kira Fun Mosbæk-Nielsen.

For Kira Fun Mosbæk-Nielsen har haft nok at lave, siden der for to år siden blev konstateret skimmelsvamp på den arbejdsplads, hvor Kira Fun Mosbæk-Nielsen og hendes omkring 100 kolleger i sagsbehandlingsafdelingen i Københavns Politi sad. 

Det satte gang i en større proces, der indebar to flytninger på to år. 

En opgave Kira Fun Mosbæk-Nielsen er gået ind i med liv og sjæl. 

Utallige møder

På en måde er der et lille paradoks i, at Kira Fun-Mosbæk Nielsen er blevet indstillet til årets arbejdsmiljørepræsentant 2025. For egentlig vil hun helst have, at hendes arbejde fylder så lidt som muligt for hendes kolleger i hverdagen. 

“Det, der betyder mest for mig, er at få tingene til at køre så smooth som muligt, så mine kolleger ikke har skullet bruge en masse unødige ressourcer på flytningen. Derfor har jeg siddet med i en masse arbejdsgrupper for at sikre, at den arbejdsplads, vi skulle ud til, var klar til at rumme mine kollegers behov med det samme. I virkeligheden tror jeg, at mange af mine kolleger slet ikke ved, hvor mange processer den slag kræver,” forklarer Kira Fun Mosbæk-Nielsen. 

En, der dog har lagt mærke til Kira Fun Mosbæk-Nielsens store indsats, er Elsebet Tang. 

Hun er politiassistent i samme afdeling som Kira Fun Mosbæk-Nielsen, og det er hende, der har indstillet Kira Fun Mosbæk-Nielsen til prisen som årets arbejdsmiljørepræsentant. 

“Kira har gjort alt for, at vi skulle komme godt igennem flytningerne. Hun har gået til utalige møder. Hun har mødt ind i weekenden for at sikre, at flyttemændene satte vores skriveborde på rette plads. Hun har sikret, at lokalerne var malet og rengjort. Og hun har sørget for, at der var velkomstskilte og slik på bordene, da vi flyttede ind,” siger Elsebet Tang. 

Stem på din favorit til Årets arbejdsmiljørepræsentant 2025

Mange ønsker og interesser

“Det kan en gang imellem godt ærgre mig, at jeg ikke altid kan imødekomme alle mine kollegers ønsker,” fortæller Kira Fun Mosbæk-Nielsen.

For det er ikke altid helt ligetil, når man arbejder i en stor organisation og skal repræsentere omkring 100 kolleger, der alle har forskellige arbejdsopgaver og forskellige behov. 

“Mine kolleger skal føle, at de har mulighed for at lave deres sager og udføre deres service bedst muligt for borgerne. Det kræver, at man har de rigtige rammer,” forklarer Kira Fun Mosbæk-Nielsen. 

Af den årsag er det vigtigste for Kira Fun Mosbæk-Nielsen, at alle føler, at de kan komme til hende, både med hensyn til flytningen, men også i hverdagen, nu hvor sagsbehandlingsafdelingen er faldet på plads i Københavns Nordvestkvarter. 

“Derfor føler jeg mig også virkelig set, når mine kolleger vælger at indstille mig til Årets arbejdsmiljørepræsentant. Det er jeg virkelig beæret over,” siger Kira Fun Mosbæk-Nielsen.

Årets arbejdsmiljørepræsentant kåres 11. november i Cirkusbygningen i København ved prisuddelingen Årets TR. 

GDPR